Spring til indhold

Geografi og befolkning

Litauen ligger ud til Østersøen med en kystlinje på ca. 90 km. Landet grænser mod nord til Letland, mod øst og syd til Hviderusland og mod sydvest til Polen og Kaliningrad-distriktet, der er en del af Rusland. Det franske geografiske institut har beregnet, at det geografiske centrum i Europa (målt fra Azorerne til Ural) ligger ca. 20 km nord for Vilnius. Stedet vises stolt frem.

Litauen er med et areal på 65.300 km2 det største af de tre baltiske lande. Landet udgøres af bakket lavland (højeste punkt ca. 300 m), 30 pct. er dækket af skov, og det gen¬nemløbes af floderne Neris og Nemunas. Klimaet er noget mere kontinentalt end i Danmark. Gennemsnits-temperaturen er på 6,1o C, koldest i januar med -4,9o C og varmest i juli med 17o C.

Litauen ligger i tidszonen UTC+2 og er således en time ”foran” Danmark.

Litauen har ca. 2,9 mio. indbyggere, hvoraf ca. 542.000 bor i hovedstaden Vilnius. Andre større byer er Kaunas (ca. 301.000 indb.), Klaipeda (ca. 156.000 indb.), Siauliai (ca. 104.000 indb.) og Panevezys (ca. 95.000 indb.).

Litauens befolkningsudvikling har været præget af de to verdenskrige og 50 års sovjetisk besættelse. I perioden 1940-1958 menes næsten 1 million indbyggere at være blevet dræbt, deporteret eller have flygtet/emigreret. Befolkningstallet før 2. Verdenskrig nåedes først igen i 1958. Den nye befolkningstilvækst skyldtes fortrinsvis immigration. Nogle af immigranterne var litauere, der vendte tilbage fra eksil eller fængselsophold, men hovedparten var russisksprogede økonomiske immigranter.

Siden den genvundne uafhængighed har Litauen oplevet et kraftigt fald i befolkningstallet. Både fertilitetsrater og (navnlig) migrationsrater har været negative i denne periode. Ca. 700.000 - eller 20 pct. af befolkningen – har forladt landet. Hovedparten af emigranterne er flyttet til andre EU-lande. Særligt Storbritannien, Irland, Spanien og Tyskland har modtaget mange litauere. I de senere år er en større andel af emigranterne begyndt at søge mod de skandinaviske lande, især Norge.

Den ca. 2,9 mio. store befolkning er i dag etnisk sammensat af ca. 84,2 pct. litauere, 6,6 pct. polakker, 5,8 pct. russere og 3,4 pct. andre, herunder hviderussere og ukrainere. Litauen har fra starten af sin genvundne uafhængighed haft en liberal statsborgerskabspolitik. Over 90 pct. af de etniske minoriteter valgte i forbindelse med uafhængigheden at få litauisk statsborgerskab.

Det russiske befolkningselement i Litauen er væsentligt mindre end i de to andre baltiske lande. Det skyldes bl.a., at man i sovjettiden placerede industrierne i mindre provinsbyer, hvilket gjorde det muligt for landbefolkningen at bemande de nye industrier. Behovet for import af arbejdskraft fra Rusland var derfor mindre. En anden faktor var eksistensen af den store partisanbevægelse i Litauen efter 2. Verdenskrig, som bidrog til at skabe en frygt for at bosætte sig i Litauen blandt de russere, der skulle kolonisere landet. Det russiske mindretal skaber i dag ikke nævneværdige problemer.

Større udfordringer er der med det polske mindretal, der udgør omkring 20 pct. af befolkningen i Vilnius og flertallet i flere omliggende distrikter. Grundlæggende skyldes problemerne uenighed om, i hvilket omfang det polske mindretal skal integreres i Litauen eller skal have lov til at bevare en selvstændig polsk identitet. Konkret er det polske mindretal utilfreds med, at efternavne ikke må staves efter polsk stavemåde i officielle papirer, og at gadeskilte ikke (også) må være på polsk i polsk dominerede områder. Den seneste utilfredshed skyldes en skolelov, der har reduceret antallet af fag, hvor undervisningen i de polske mindretalsskoler må foregå på polsk, og indført en fælles afgangseksamen på litauisk. Regeringen, der trådte til i december 2012 (jf. nedenfor), bebudede ved sin tiltrædelse, at den ville ændre de forhold, der havde givet anledning til kritik. Det er dog endnu ikke sket.