Spring til indhold

Historie

Litauen nævnes første gang i skriftlige kilder i 1009. Landet blev samlet i 1200-tallet af storfyrst Mindaugas, der lod sig krone til konge den 6. juli 1253. (Den 6. juli fejres som dagen for Litauens statsdannelse). Mindaugas var den eneste storfyrste, der lod sig krone til konge af Litauen. Storfyrst Gediminas (1315-40) er stamfader til storfyrstendømmet i Litauen, som han og hans sønner udvidede mod øst og syd, så det kom til at strække sig fra Østersøen til Sortehavet omfattende vore dages Hviderusland og Ukraine. Hans sønnesøn storfyrst Jogaila giftede sig i 1386 med Polens kun 12-årige regerende dronning, Jadwiga, hvorved han også blev konge af Polen. Et polsk-litauisk rige var skabt. Med til handelen hørte, at Jogaila lovede at indføre kristendommen i Litauen.

Det, der begyndte som en personalunion mellem de to stater, blev en stadigt stærkere integreret union. Med undertegnelsen af Lublin-traktaten i 1569 etableredes en polsk-litauisk realunion. ”Poloniseringen” af Litauen tog dermed yderligere fart og kom til at påvirke alle aspekter af det litauiske samfund: økonomi, politik, sprog, kultur og den nationale identitet. Fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet blomstrede kunst, kultur og uddannelse. Vilnius Universitet blev grundlagt i 1579. Delingerne af den polsk-litauiske union i 1772, 1793 og 1795 bragte størstedelen af Litauen under Rusland, mens en mindre del tilfaldt Preussen. Litauen forsvandt fra landkortet som nation indtil 1. Verdenskrig.

Rusland førte en repressiv politik i Litauen, og landet blev styret af russiske embedsmænd. I perioden 1864-1904 var det forbudt at trykke bøger på litauisk og anvende det litauiske alfabet. Russisk blev undervisningssproget i skolerne. ”Russificeringen” af Litauen skabte en litauisk nationalfølelse, som medførte en opblomstring af litauisk sprog og kultur. Den 16. februar 1918 (under 1. Verdenskrig) erklærede Litauen sig uafhængigt, mens landet stadig var besat af tyske tropper. (Den 16. februar fejres som Litauens nationaldag).

Hovedstaden Vilnius (grundlagt af storfyrst Gediminas) og området omkring Vilnius blev besat af den polske hær under Zeligowskis ledelse i oktober 1920. Han oprettede Central-Litauen, der to år senere blev indlemmet i Polen. Af samme grund var forholdet mellem Litauen og Polen i mellemkrigstiden mere end køligt. De diplomatiske forbindelser blev afbrudt og først genoptaget i 1938 efter betydeligt polsk pres. Kaunas fungerede som midlertidig hovedstad i Litauen fra 1920 til 1939, hvor det med hjælp fra Sovjetunionen lykkedes Litauen at få Vilnius-området tilbage.

Efter udbruddet af 2. Verdenskrig besatte Sovjetunionen Litauen den 15. juni 1940 i overens-stemmelse med Molotov-Ribbentrop-pagten, der gjorde Litauen til sovjetisk indflydelses-sfære. Den 3. august 1940 blev Litauen indlemmet i Sovjetunionen.

Da Tyskland angreb Sovjetunionen i juni 1941, trak de sovjetiske tropper sig tilbage, og Litauen blev besat af Tyskland. Under den tyske besættelse blev hovedparten af den meget betydelige jødiske befolkning udryddet. Af i alt ca. 210.000 litauiske jøder blev omkring 196.000 dræbt. Jødeudryddelsen er stadig et traume i Litauen, bl.a. fordi man aldrig officielt har forholdt sig til, at litauere tog del i udryddelsen. 

I 1944 tvang Den Røde Hær Tyskland ud af Litauen, og Litauen blev igen indlemmet som republik i Sovjetunionen. Litauen blev udsat for en ”sovjetisering”, som bl.a. indebar nationalisering og kollektivisering samt omfattende arrestationer og deportationer. Fra 1944 til 1953 opererede en partisanbevægelse på mere end 50.000 i de litauiske skove og landdistrikter (kaldet ”skovbrødrene”). Mere end 20.000 partisaner og hjælpere blev dræbt i kampen mod sovjetmagten.

I 1988 dannedes reformbevægelsen Sajudis (under ledelse af musikprofessor Landsbergis), der vandt bred opbakning i befolkningen. Bevægelsens målsætninger blev hurtigt udvidet til også at omfatte genskabelsen af Litauens uafhængighed. En del af bevægelsens krav blev imødekommet af Litauens Øverste Sovjet, herunder anerkendelse af litauisk som officielt sprog, forrang for litauisk lovgivning i forhold til sovjetisk lovgivning og en erklæring om, at den litauiske sovjetrepubliks indlemmelse i Sovjetunionen var ugyldig. Politiske partier blev tilladt, og restriktionerne mod religionsudøvelse blev lempet. Inden for kommunistpartiet var der ligeledes kræfter, der arbejdede for uafhængigheden. I 1989 brød man med kommunistpartiet i Moskva, og som den første sovjetrepublik dannede Litauen et uafhængigt kommunistparti.

Bruddet med det sovjetiske kommunistparti blev støttet af et flertal i Litauens Øverste Sovjet, og der blev udskrevet valg i begyndelsen af 1990, hvor uafhængige kandidater fik mulighed for at deltage. Ved valget fik tilhængerne af uafhængigheden et overvældende flertal, og det ny-valgte parlament, Det Øverste Råd, erklærede den 11. marts 1990 Litauen uafhængigt. Litauen var dermed den første sovjetrepublik, der erklærede sig uafhængig af Sovjetunionen.

Uafhængigheden blev ikke anerkendt af Sovjetunionen, som iværksatte en økonomisk blokade af Litauen. Olie- og gasforsyningerne blev afbrudt. I januar 1991, hvor den politiske situation i Litauen var meget ustabil, blev antallet af sovjetiske specialtropper (OMON) kraftigt forøget. Tropperne forsøgte den 13. januar at besætte bl.a. parlamentet og det strategisk vigtige TV-tårn, men forsøget på at vælte uafhængighedsregeringen mislykkedes. 14 civile litauere blev dræbt under kampene.

Efter kupforsøget i Moskva i august 1991 blev det sovjetiske kommunistparti forbudt, og de vestlige lande genoptog de diplomatiske forbindelser med Litauen. Danmark var det andet land (efter Island), der (gen)etablerede diplomatiske forbindelser med Litauen. Det skete den 24. august 1991. Derimod var det ikke aktuelt at (gen)anerkende Litauen. Anerkendelsen af Litauen skete i 1921, og denne anerkendelse stod stadig ved magt, da Danmark aldrig havde anerkendt indlemmelsen af Litauen i Sovjetunionen. Dette forhold har været med til at styrke relationen mellem Danmark og Litauen.