Spring til indhold

Historie

Litauen nævnes første gang i skriftlige kilder i 1009. Landet blev samlet i 1200-tallet af storfyrste Mindaugas, der lod sig krone til konge den 6. juli 1253. (Den 6. juli fejres som dagen for Litauens statsdannelse). Mindaugas var den eneste storfyrste, der lod sig krone til konge af Litauen. Storfyrste Gediminas (1315-40) er stamfader til storfyrstendømmet i Litauen, som han og hans sønner udvidede mod øst og syd, så det kom til at strække sig fra Østersøen til Sortehavet omfattende vore dages Hviderusland og Ukraine. Hans sønnesøn, storfyrste Jogaila, giftede sig i 1386 med Polens kun 12-årige regerende dronning, Jad­wiga, hvorved han også blev konge af Polen. Et polsk-litauisk rige var skabt. Med til handelen hørte, at Jogaila lovede at indføre kristendommen i Litauen.

Det, der begyndte som en personalunion mellem de to stater, blev en stadigt stærkere integreret union. Med undertegnelsen af Lublin-traktaten i 1569 etableredes en polsk-litauisk realunion. ”Poloniseringen” af Litauen tog dermed yderligere fart og kom til at påvirke alle aspekter af det litauiske samfund: økonomi, politik, sprog, kultur og den nationale identitet. Fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet blomstrede kunst, kultur og uddannelse. Vilnius Universitet blev grundlagt i 1579. Delingerne af den polsk-litauiske union i 1772, 1793 og 1795 bragte størstedelen af Litauen under Rusland, mens en mindre del tilfaldt Preussen. Litauen for­svandt fra land­kortet som nation indtil 1. Verden­skrig.

Rusland førte en repressiv politik i Litauen, og landet blev styret af russiske embeds­mænd. I perio­den 1864-1904 var det forbudt at trykke bøger på litauisk og anvende det litauiske alfabet. Rus­sisk blev undervisnings­sproget i skolerne. ”Russificeringen” af Litauen skabte en litauisk nationalfølelse, som medførte en opblomstring af litauisk sprog og kultur. Den 16. februar 1918 erklærede Litauen sig uafhængigt, mens landet stadig var besat af tyske tropper. Derfor fejres den 16. februar i dag som Litauens nationaldag.

Hovedstaden Vilnius (grundlagt af storfyrste Gediminas) og området omkring Vilnius blev besat af den polske hær under Zeligowskis ledelse i oktober 1920. Han oprettede Central-Litauen, der to år senere blev indlemmet i Polen. Af samme grund var forholdet mellem Litauen og Polen i mellemkrigstiden mere end køligt. De diplomatiske forbindelser blev afbrudt og først genoptaget i 1938 efter betydeligt polsk pres. Kaunas fungerede som midlertidig hovedstad i Litauen fra 1920 til 1939, hvor det med hjælp fra Sovjetunionen lykkedes Litauen at få Vilnius-området tilbage.

Efter udbruddet af 2. Verdenskrig besatte Sovjetunionen Litauen den 15. juni 1940 i forlængelse af, at Molotov-Ribbentrop-pagten havde accepteret, at Litauen skulle være en del af den sovjetiske indflydelsessfære. Den 3. august 1940 blev Litauen indlemmet i Sovjetunionen.

Da Tyskland angreb Sovjetunionen i juni 1941, trak de sovjetiske tropper sig tilbage, og Litauen blev besat af Tyskland. Under den tyske besættelse blev hovedparten af den meget betydelige jødiske befolkning udryddet. Af i alt ca. 210.000 litauiske jøder blev omkring 196.000 dræbt. Jødeudryddelsen er stadig et traume i Litauen, og man aldrig officielt har forholdt sig til, at litauere tog del i udryddelsen.

I 1944 tvang Den Røde Hær Tyskland ud af Litauen, og Litauen blev igen indlemmet som republik i Sovjetunionen. Litauen blev udsat for en ”sovjetisering”, som bl.a. indebar nationalisering og kollektivisering samt omfattende arrestationer og depor­tationer. Fra 1944 til 1953 opererede en partisanbevægelse på mere end 50.000 i de litauiske skove og landdistrikter (kaldet ”skovbrødrene”). Mere end 20.000 partisaner og hjælpere blev dræbt i kampen mod sovjetmagten.

I 1988 dannedes reformbe­vægel­sen Sajudis (under ledelse af musikprofessor Landsbergis), der vandt bred opbakning i befolkningen. Bevægelsens målsætninger blev hurtigt udvidet til også at omfatte genskabelsen af Litauens uafhængighed. En del af bevægelsens krav blev imødekommet af Litauens Øverste Sov­jet, herunder anerkendelse af litauisk som officielt sprog, for­rang for litauisk lovgivning i forhold til sov­je­tisk lov­giv­ning og en erklæring om, at den litauiske sov­jetrepubliks ind­lemmelse i Sov­jetunionen var ugyldig. Poli­tiske partier blev tilladt, og restriktio­nerne mod reli­gions­udøvelse blev lempet. Inden for kommunistparti­et var der ligeledes kræfter, der arbejdede for uafhængig­heden. I 1989 brød man med kommu­nistpartiet i Moskva, og som den første sovjetrepublik dannede Litauen et uafhæn­gigt kommunist­parti.

Bruddet med det sovjetiske kommunist­parti blev støttet af et flertal i Litauens Øverste Sovjet, og der blev udskrevet valg i be­gyndelsen af 1990, hvor uaf­hængige kandida­ter fik mulig­hed for at deltage. Ved valget fik til­hænger­ne af uaf­hæn­gigheden et over­vælden­de flertal, og det nyvalgte parlament, Det Øverste Råd, erklærede den 11. marts 1990 Litauen uafhængigt. Litauen var dermed den første sovjetrepublik, der erklærede sig uafhængig af Sovjetunionen.

Uafhængigheden blev ikke anerkendt af Sovjetunionen, som iværk­satte en økonomisk blokade af Litauen. Olie- og gasforsy­nin­gerne blev afbrudt. I januar 1991, hvor den politiske situation i Litauen var meget ustabil, blev antallet af sovjetiske specialtropper (OMON) kraftigt forøget. Som led i at vælte uafhængighedsregeringen forsøgte sovjetiske tropper den 13. januar at besætte bl.a. parlamentet og det strategisk vigtige TV-tårn. Forsøget mislykkedes, men 14 civile litauere blev dræbt under kampene.