Spring til indhold

Udenrigs- og sikkerhedspolitik

Der hersker bred konsensus om Litauens udenrigs- og sikkerhedspolitik på tværs af parlamentets politiske partier. Derfor har den nye Skvernelis-regering også i høj grad lagt op til en videreførelse af den forrige regerings udenrigspolitik. Litauens udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioriteter omfatter bl.a.:

  • Støtte til udviklingen af en fælles europæisk udenrigspolitik.
  • Fortsat forankring i NATO og tætte forbindelser til USA.
  • Tættere samarbejde mellem EU og NATO inden for udvalgte områder som hybrid krigsførelse og bekæmpelse af terrorisme.
  • Støtte til udviklingen af en fælles europæisk energipolitik, særligt i forhold til tredjelande, navnlig Rusland.
  • Styrket koordination og samarbejde mellem de baltiske og nordiske lande, ligesom man også prioriteter et øget samarbejde med Benelux-landene i lyset af Brexit.
  • Fortsat bidrag til internationale missioner i eksempelvis Middelhavet, Afghanistan og Irak.

Det er først og fremmest præsidenten, der udstikker den udenrigs- og sikkerhedspolitiske kurs i Litauen. Umiddelbart efter sin tiltræden forsøgte præsident Grybauskaitė selv at forbedre forholdet til Rusland, men blev mødt med afvisning fra russisk side. Hun har nu en om muligt endnu mere kritisk holdning til Rusland end sine forgængere - især som følge af den russiske ageren i Ukraine.

Den nye amerikanske administration med Donald Trump i spidsten har sat det som målsætning, at der opnås en mere fair byrdedeling blandt de allierede i NATO. I Litauen er der bred politisk enighed om at øge forsvarsbudgettet til NATO-målsætningen om 2 pct. af BNP. Ruslands aggressioner og Trump-administrationens fokus herpå har sandsynligvis givet litauerne den fornødne investeringsvilje og ift. den aktuelle budgetfremskrivning forventes det, at målsætningen opnås allerede i 2018. Der er endvidere yderligere parlamentarisk diskussion om at øge forsvarsbudgettet til 2,5 pct. af BNP i 2020.

EU

Efter en folkeafstemning i maj 2003, hvor 91 pct. stemte for landets medlemskab af EU, blev Litauen sammen med 9 andre lande optaget i EU pr. 1. maj 2004. Støtten til EU er fortsat markant.

Den største litauiske udfordring i optagelsesforhandlingerne var EU’s krav om lukning af Ignalina-atomkraftværket (et værk af Tjernobyl-typen), der indtil 2004 leverede 80 pct. af Litauens elforbrug. Resultatet blev, at værket skulle stoppe for el-produktion mod udgangen af 2009. Udover at dette krævede en omlægning af Litauens energiforsyning, indebar det også en kompliceret og omkostningsfuld afvikling (decommissioning) af selve værket. EU har bidraget til finansieringen heraf. For MFF-perioden 2014-2020 er der afsat et yderligere støttebeløb på 450 mio. euro til afviklingen af Ignalina-værket. Det forventes, at Ignalina atomkraftværket er lukket helt ned omkring år 2050.

Et litauisk ønske om integration i det europæiske energimarked søges imødekommet inden for rammerne af EU’s Østersøstrategi og ved gennemførelsen af Baltic Energy Market Interconnection Plan (BEMIP). Litauen er stærk modstander af det russiske Gazproms etablering af gasledninger til eksport af gas fra Rusland til Europa igennem Østersøen. Det gælder også den seneste gasledning, Nord Stream 2. Litauen anser projektet som værende politisk og ikke økonomisk drevet. Litauen er selv i gang med at blive uafhængig af russisk gas, da man er begyndt at importere gas fra Norge ved hjælp af en LNG-terminal (Liquified Natural Gas) i Klaipeda i december 2014. Terminalen vil på sigt kunne dække hele Litauens eget forbrug af naturgas samt yderligere 90 pct. af det samlede forbrug af naturgas i de baltiske lande.

Fsva. de kommende Brexit-forhandlinger er Litauens hovedinteresse at sikre de fortsatte rettigheder for de ca. 200.000 litauiske borgere, der lever i UK. Litauen håber således, at de nuværende EU-borgerrettigheder forbliver intakte efter Brexit-forhandlingerne. Litauen ønsker ligeledes at få afklaret spørgsmålet om UK’s finansielle bidrag. Konkret ønsker man, at UK efterkommer sine finansielle forpligtelser, som man har påtaget sig inden udtrædelsesdatoen. Særligt den EU-finansierede afmontering af Ignalina-atomkraftværket står højt på litauernes dagsorden. Derudover bekymrer det også Litauen, at en eventuel ’hård skilsmisse’ mellem EU27 og UK vil have en afsmittende effekt på UK’s engagement inden for det sikkerhedspolitiske område.

NATO

Litauens mål om optagelse i NATO blev nået på Prag-topmødet i november 2002, hvor det blev besluttet at udvide alliancen med 7 nye lande, herunder de tre baltiske lande. Den 29. marts 2004 blev Litauen optaget i NATO. NATO-medlemskabet betragtes som fuldt ud lige så vigtigt som EU-medlemskabet. Gennem NATO-medlemskabet har Litauen opnået en vigtig sikkerhedsgaranti. USA’s rolle er afgørende for denne sikkerhedsgaranti, hvorfor tætte transatlantiske forbindelser forbliver en af de højeste prioriteter for Litauen.

NATO-landene har siden 1. april 2004 skiftedes til at overvåge baltisk luftrum i perioder på 3-4 måneder. Det sker igennem NATOs Baltic Air Policing-mission, hvor det danske Flyvevåben bidrager med udstationering af danske kampfly og dertilhørende mandskab. Det danske Flyvevåben har udført missionen i alt 5 gange, senest i perioden maj-august 2014 med udstationering af 4 F-16 kampfly og ca. 50 personer. Den sidstnævnte udstationering var ekstraordinær i den forstand, at Danmark – sammen med en række andre lande – stillede ekstra fly til rådighed udover, hvad der allerede var aftalt inden for den almindelige rotationsordning. Det skete som et ”reassurance”-tiltag i forbindelse med Ukraine-/Ruslandskrisen. Siden Ukrainekrisen har man både anvendt den litauiske flybase i Siauliai og den estiske Ämari-flybase til Baltic Air Policing. Danmark vil i begyndelsen af 2018 igen bidrage til NATOs suverænitetshåndhævelse af de baltiske landes luftrum. Bidraget vil denne gang bestå af 4 F-16 fly og ca. 60 personer.

Som følge af Ukrainekrisen har en række østeuropæiske lande, herunder Litauen, ønsket en øget tilstedeværelse af NATO-landtropper. På NATO-topmødet i Wales i september 2014 blev medlemslandene – som et af flere ”reassurance”-tiltag - enige om en Readiness Action Plan (RAP), hvori bl.a. indgår udstationering på rotationsbasis af mobile NATO-tropper i højt beredskab. Som en del af implementeringen blev der i Litauen og andre østeuropæiske lande oprettet såkaldte NATO Force Integration Units (NFIU), der har til opgave at støtte NATO-styrkers udstationering i værtslandet samt logistisk at forberede en eventuel deployering i krisetid. Helt ekstraordinært har den litauiske NFIU udpeget en dansker som chef for enheden.

På NATO-topmødet i Warszawa i juli 2016 blev etableringen af en fremskudt tilstedeværelse (eFP) vedtaget af NATO-alliancens medlemmer. Den fremskudte tilstedeværelse består sammenlagt af fire nye multinationale bataljonskampgrupper på omkring 1200 soldater hver, der skal placeres i henholdsvis Estland, Letland, Litauen og Polen. Deployeringen af NATO’s multinationale bataljonskampgruppe i Litauen blev påbegyndt den 1. februar og fortsatte indtil den 29. maj, hvor den fremskudte tilstedeværelse i Litauen - med ankomsten af 200 norske soldater - blev fuldt bemandet. Tyskland er rammenation for bataljonskampgruppen i Litauen, hvor den fremskudte tilstedeværelse foruden det tyske bidrag på omkring 450 soldater også inkluderer personel- og materielbidrag fra Belgien, Holland, Norge og Luxemburg, imens Kroatien, Tjekkiet og Frankrig bidrager med soldater i 2018. Island sender endvidere et par civile fra efteråret 2017. Rammenationerne for Polen, Letland og Estland er henholdsvis USA, Canada og Storbritannien, hvor Danmark vil bidrage med 200 soldater til sidstnævnte. Bataljonskampgrupperne skal ikke udstationeres permanent, men i stedet være til stede på rotationsbasis, således at tropperne roterer, imens tilstedeværelsen forbliver konstant.

I lyset af de seneste beslutninger står NATO dermed væsentligt stærkere i de baltiske lande. Litauen er tilfreds med tiltagene og ser dem som en understregning af NATOs solidaritet med de baltiske lande, omend man helst så en permanent tilstedeværelsen af NATO-styrker og materiel.

FN

Litauen spiller normalt ikke en særligt aktiv rolle i FN. Litauen var imidlertid indvalgt i FN’s sikkerhedsråd for perioden 2014-2015. Der var i den forbindelse et tæt samarbejde med de nordiske lande til understregning af deres nære tilknytning til Norden. I februar 2014 havde Litauen formandskabet i Sikkerhedsrådet. Under det litauiske formandskab havde Sikkerhedsrådet sin første drøftelse af situationen i Ukraine. Ukraine er siden hen ved flere lejligheder blevet drøftet i sikkerhedsrådet på foranledning af Litauen.

Rusland

Forholdet til Rusland dominerede udenrigspolitikken i de første år af uafhængigheden, ikke mindst ind til de sidste russiske tropper forlod Litauen den 31. august 1993. Litauen var det første af de tre baltiske lande, som indgik en grænseaftale med Rusland. Litauen har imidlertid endnu ikke gjort endeligt op med sovjettiden. Litauen ønsker fortsat erstatning fra Rusland for krænkelserne i sovjettiden, og man ønsker fastslået, at kommunismen var en lige så stor forbrydelse som nazismen. Litauen ønsker endvidere de russere retsforfulgt, som medvirkede ved drabene på de 14 civile litauere under kampene ved TV-tårnet den 13. januar 1993. Alle krav, der må anses for ret umulige at få imødekommet, og som formentlig mest opretholdes af indenrigspolitiske grunde. De medvirker imidlertid til at forpeste forholdet til Rusland.

Litauens forhold til Rusland har varieret over tiden – ligesom det har været tilfældet for de andre baltiske lande. Rusland synes i et vist omfang at spille de baltiske lande ud mod hinanden. Normalt er der et land, der er mere inde i varmen end de andre to, og et land, der er mere ude i kulden. Alle tre baltiske lande har imidlertid pt. et anstrengt forhold til Rusland. Selv om retorikken varierer, næres der i Litauen en grundlæggende mistro til Rusland. Den militære opbygning, ikke mindst i Kaliningrad-distriktet, påtales ofte. Man har længe anset det vestlige syn på Rusland for naivt. Ruslands annektering af Krim og efterfølgende destabiliseringsaktiviteter i det østlige Ukraine har midt i alvoren haft den positive virkning set med litauiske øjne, at Ruslands ”sande karakter” er blevet åbenbar for en større kreds. Litauen deltager i sanktionerne mod Rusland, der blev vedtaget efter annekteringen af Krim, og som Litauen ønsker skal fortsætte ind til Minsk-aftalen overholdes. Dialog med Rusland skal ifølge Litauen foregå ud fra en styrkeposition.

Energiafhængigheden af Rusland har været en stadig kilde til konflikt. Litauen har bl.a. kritiseret, at Rusland har taget en højere pris ved salg af naturgas til Litauen end til eksempelvis Letland og Polen. Situationen er imidlertid ændret markant med åbningen af LNG-terminalen i Klaipeda (se afsnittet ”EU”). Litauen har kritisereret opførelsen af atomkraftværker i såvel Kaliningrad som i Hviderusland tæt på grænsen til Litauen. Efter litauisk opfattelse overholder værkerne ikke gældende sikkerhedsnormer. Opførelsen af atomkraftværket i Kaliningrad synes indtil videre at være stillet i bero – formentlig af økonomiske årsager.

Kaliningrad-distriktet og transitpassagen gennem Litauen mellem denne russiske enklave og Rusland har også fra tid til anden givet anledning til gnidninger. I starten af juni 2017 begyndte konstruktionen af et 45 km langt grænsehegn mellem Litauen og Kaliningrad. Projektet forventes færdiggjort i slutningen af 2017. Den officielle begrundelse for konstruktionen af hegnet er at styrke indsatsen mod smugling og ulovlige grænsekrydsninger, men sikkerhedspolitik kan også tænkes at spille en, om end uofficiel, rolle.

Den kommende Zapad militærøvelse, der afholdes af Rusland og Hviderusland i efteråret 2017, skaber ligeledes bekymring i Litauen. Officielt ventes 13.000 soldater at deltage i øvelsen, hvis formål ifølge den litauiske regering er at simulere angreb mod NATO.

Polen

Skvernelis-regeringen og parlamentet har været tilbageholdende med at tage initiativ til at forbedre relationerne til Polen, selvom alle de større partier i Litauen fremhævede behovet for dette før valget i 2016. Parlamentet har ikke sat det på sit arbejdsprogram, og regeringens ’Programme Implementation Plan’ illustrerer også en pragmatisk tilgang til Polen eksempelvis i form af et øget antallet højniveau møder med Polen samt overvejelser om at inkludere Polen i NB8 samarbejdet.

Der har længe været diskussioner om brugen af polske bogstaver i officielle litauiske dokumenter såsom pas, hvilket fortsat ikke er lovliggjort. Et lovforslag om at lovliggøre brugen af ikke-litauiske bogstaver, der udringer af Latin, er imidlertid kommet igennem første runde i parlamentet i maj 2017. Det forventes, at lovforslaget vil blive taget frem igen senere i 2017. De litauiske-polske relationer forventes at ville blive forbedret, såfremt denne lov bliver vedtaget. Skvernelis-regeringen er dog også overbevist om, at der er et behov for fortsat tæt samarbejde mellem Litauen og Polen. Den nuværende geopolitiske situation i området er endvidere befordrende for yderligere samarbejde, da Litauen og Polen har en række bekymringer til fælles herunder sikkerhed og udviklingen i landenes nabostater.

Hviderusland

Forholdet til Hviderusland blev mere anspændt efter valget i 2010 og Hvideruslands efterfølgende hårde kurs mod oppositionen. Litauen finder EU-sanktioner nødvendige, men gør samtidig gældende, at man må undgå, at Hviderusland drives endnu mere i armene på Rusland. For Litauen er det væsentligt, at Hviderusland forbliver en – også reelt – selvstændig stat. Litauen har både politiske og kommercielle interesser i forholdet til Hviderusland. Litauen huser en række hviderussiske NGO’er samt et ”eksiluniversitet”, European Humanities University (EHU). Universitetet flyttede til Vilnius i 2004, da det på grund af politisk pres ikke længere kunne operere i Minsk. EHU støttes af EU, Nordisk Ministerråd og en række bilaterale donorer.

En af Skvernelis-regeringens højeste prioriteter er at stoppe opførelsen af Astravyets atomkraftværk i Hviderusland. Astravyets’ placering kun 50 km fra Vilnius vækker bekymring hos både politikere og befolkningen, da værket, ifølge både Litauen og eksperter, ikke lever op til internationale sikkerhedskrav. Litauen præsenterer desuden bekymringerne omkring Astravyets som værende af international interesse, da den hviderussiske fremfærd strider mod vedtagne internationale konventioner på området (Espoo og Aarhus Konventionerne). Litauiske politikere står uforstående overfor EU’s begrænsede engagement ikke mindst i lyset af, at Litauen måtte lukke sit eget (Ignalina atomkraftværket) for at blive medlem af EU.

Ukraine

Litauen er stærkt bekymret over den russiske fremfærd i Ukraine, hvorfor man er blandt de stærkeste fortalere for omfattende sanktioner overfor Rusland samt udstrakt vestlig støtte til Ukraine. Ruslands annektering af Krim og den ”frosne” konflikt i det østlige Ukraine anses for totalt uacceptabelt. For at understrege betydningen af Ukraines territorial integritet, har man i Liatuen gjort højtstående besøg til Ukraine til en prioritet. Eksempelvis har både præsident Grybauskaite og udenrigsminister Linkevicius besøgt Ukraine i juni 2017. Litauens modstand mod Nord Stream 2 skyldes også, at gasledningen vil kunne reducere Ukraines rolle som transitland for gas. Det vil betyde et stort fald i indtægter for Ukraine og give større muligheder for russisk pres på Ukraine.

Bilateralt bliver Ukraine støttet af Litauen både finansielt og militært. I perioden 2014-2016 har litauiske institutioner således støttet Ukraine med 8,3 mio. EUR, ligesom at Litauen også sendt såvel militære instruktører som våben til Ukraine. Litauen har sammen med Polen og Ukraine etableret en fælles militær enhed, LITPOLUKRBRIG, i september 2014. NGO’er og civile litauere støtter også aktivt op om Ukraine.

Østligt Partnerskab

Både Hviderusland og Ukraine indgår i EU’s Østlige Partnerskab, der endvidere omfatter Moldova, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Litauen er en stærk fortaler for dette samarbejde, som var en hovedprioritet under det litauiske EU-formandskab i 2. halvår 2013 med bl.a. afholdelse af et topmøde i Vilnius i november 2013, hvor en række aftaler blev indgået med partnerlandene. Man var skuffet over det temmeligt magre resultat af topmødet i Det Østlige Partnerskab, der blev afholdt i Riga i 2015 under det lettiske EU-formandskab. Selv om situationen er vanskelig, ønsker man fortsat at udvikle Det Østlige Partnerskab – med en differentieret tilgang til de enkelte partnerlande. Skvernelis-regeringen har størst fokus på Hviderusland og Ukraine ift. Østligt Partnerskabs samarbejde, men også Moldova og Georgien fremhæves. Der er et litauisk ønske om at fremme demokratiske værdier i disse lande.

Nordisk-baltisk samarbejde (NB6 og NB8)

Danmark har et nært samarbejde med Litauen i EU-spørgsmål. Der holdes jævnligt møder i den nordisk-baltiske kreds (NB6) forud for vigtige drøftelser i Bruxelles i et forsøg på at skabe fælles nordisk-baltisk fodslag. I 2015 havde Danmark formandskabet for det nordisk-baltiske samarbejde, både i hele kredsen (NB8) samt i kredsen af EU-medlemmer (NB6).

Samarbejdet med de øvrige baltiske og de nordiske lande prioriteres meget højt. Ikke mindst præsident Grybauskaitė har siden sin tiltræden offentligt understreget den vægt, Litauen lægger på samarbejdet med de nordiske lande. De baltiske lande har indbyrdes etableret et formaliseret samarbejde efter den nordiske model, men dog knapt så vidtgående. Skvernelis-regeringens ’Programme Implementation Plan’ har dog et mindre fokus på relationen de nordiske lande, som vil være i anden række til relationerne til større lande som USA, Storbritannien og Tyskland. Opretholdelsen af gode relationer til de nordiske lande er dog stadig en prioritet.