Spring til indhold

Udenrigs- og sikkerhedspolitik

Der er udstrakt konsensus om de udenrigspolitiske målsætninger på tværs af parlamentets politiske partier. Litauens udenrigspolitiske prioriteter omfatter bl.a.:

  • Støtte til udviklingen af en fælles europæisk udenrigspolitik
  • Støtte til udviklingen af en fælles europæisk energipolitik, særligt i forhold til tredjelande, navnlig Rusland
  • Fortsat forankring i NATO og tætte forbindelser til USA
  • Fortsat fokus på østlige naboer
  • Styrket koordination og samarbejde mellem de baltiske og nordiske lande

Butkevicius-regeringen tilkendegav ved sin tiltrædelse, at den på enkelte punkter ville foretage ændringer i forhold til den hidtil førte politik. Den ville navnlig stræbe efter at forbedre forholdet til Rusland og Polen. For Ruslands vedkommende er dette af åbenlyse grunde ikke sket. Forholdet til Rusland er tværtimod blevet forværret som følge først af den aktive litauiske rolle i forbindelse med Vilnius-topmødet om Det Østlige Partnerskab i december 2013 og dernæst af Ukraine-/Ruslandskrisen forårsaget af Ruslands annektering af Krim og destabiliserende aktivi-teter i det østlige Ukraine. Litauen har været blandt de stærkeste kritikere af den russiske fremfærd.

Det er i øvrigt præsidenten, der udstikker den udenrigspolitiske kurs i Litauen. Umiddelbart efter sin tiltræden forsøgte præsident Grybauskaitė selv at forbedre forholdet til Rusland, men blev mødt med afvisning fra russisk side. Hun har nu en om muligt endnu mere kritisk holdning til Rusland end sine forgængere - især som følge af den russiske ageren i Ukraine.

EU

Efter en folkeafstemning i maj 2003, hvor 91 pct. stemte for landets medlemskab af EU, blev Litauen sammen med 9 andre lande optaget i EU pr. 1. maj 2004. Støtten til EU er fortsat markant, hvilket bl.a. skyldes, at Litauen modtager betydelige strukturfondsmidler.

Den største litauiske udfordring i optagelsesforhandlingerne var EU’s krav om lukning af Ig-nalina-atomkraftværket (et værk af Tjernobyl-typen), der indtil 2004 leverede 80 pct. af Litau-ens el-forbrug. Resultatet blev, at værket skulle være endeligt lukket med udgangen af 2009. Udover at dette krævede en omlægning af Litauens energiforsyning, jf. ovenfor, indebar det også en kompliceret og omkostningsfuld afvikling (decommissioning) af selve værket. EU har bidraget til finansieringen heraf. For MFF-perioden 2014-2020 er der afsat et yderligere støtte-beløb på 450 mio. euro til afviklingen af Ignalina-værket.

Et litauisk ønske om integration i det europæiske energimarked søges imødekommet inden for rammerne af EU’s Østersøstrategi og ved gennemførelsen af Baltic Energy Market Interconnec-tion Plan (BEMIP). I øjeblikket forsøger Litauen at sætte fokus på ulemperne ved at flere EU-lande er i gang med at bygge gasledninger fra Rusland til Europa igennem Østersøen (Nord Stream 2) for at kunne importere gas fra Rusland. Litauen er selv i gang med at blive uaf-hængig af russisk gas, da de er begyndt at importere gas fra Norge ved hjælp af en LNG-terminal (Se ”Indenrigspolitik”).

Litauen er stærk fortaler for en aktiv EU-politik i forhold til EU’s østlige nabolande, herunder ikke mindst Hviderusland, Ukraine, Georgien og Moldova. Det Østlige Partnerskab (der omfatter de 4 lande samt Armenien og Aserbajdsjan) var af samme grund en hovedprioritet for det litauiske EU-formandskab i 2. halvår af 2013.

NATO

Litauens mål om optagelse i NATO blev nået på Prag-topmødet i november 2002, hvor det blev besluttet at udvide alliancen med 7 nye lande, herunder de tre baltiske. Den 29. marts 2004 blev Litauen optaget i NATO. NATO-medlemskabet betragtes som fuldt ud lige så vigtigt som EU-medlemskabet. Gennem NATO-medlemskabet har Litauen opnået en vigtig sikkerhedsgaranti. Denne sikkerhedsgaranti beror i høj grad på USA, og derfor har et godt forhold til Washington høj prioritet for Litauen.
 
NATO-landene har siden 1. april 2004 skiftedes til at overvåge baltisk luftrum i perioder på 3-4 måneder. Det sker igennem NATOs Baltic Air Policing-mission, hvor det danske Flyvevåben bidrager med udstationering af danske kampfly og tilhørende mandskab. Det danske Flyvevåben har udført missionen i alt 5 gange, senest i perioden maj-august 2014 med udstationering af 4 F-16 kampfly og ca. 50 personer. Den sidstnævnte udstationering var ekstraordinær i den forstand, at Danmark – sammen med en række andre lande – stillede ekstra fly til rådighed udover, hvad der allerede var aftalt inden for den almindelige rotationsordning. Det skete som et ”reassurance”-tiltag i forbindelse med Ukraine-/Ruslandskrisen. Det er som udgangspunkt den litauiske flybase i Siauliai, der anvendes til Baltic Air Policing. Herudover er den estiske Ämari-flybase også blevet benyttet i forbindelse med denne ekstraordinære udstationering. Der finder fortsat en forøget flyovervågning sted.
 
Som følge af Ukraine-/Ruslandskrisen har en række østeuropæiske lande, herunder Litauen, ønsket en øget tilstedeværelse af NATO-landtropper. På NATO-topmødet i Wales i september 2014 blev medlemslandene – som et af flere ”reassurance”-tiltag - enige om en Readiness Action Plan (RAP), hvori bl.a. indgår udstationering på rotationsbasis af mobile NATO-tropper på højt beredskab. Som en del af implementeringen blev der i Litauen – samt i Estland, Letland, Polen, Rumænien og Bulgarien – oprettet såkaldte NATO Force Integration Units (NFIU), der har til opgave at støtte NATO-styrkers udstationering i værtslandet samt logistisk at forberede en eventuel deployering i krisetid. Ved seneste NATO-topmøde i Warszawa i juli 2016 besluttede medlemslandene at deployere fire multinationale bataljonskampgrupper på omkring 1000 tropper i hvert af de tre baltiske lande samt Polen. Den internationale bataljonskampgruppe der udstationeres i Litauen i 2017, ledes af Tyskland med bidrag fra Holland, Belgien, Luxembourg, Norge og Frankrig. Som rammenation vil Tyskland udstationere flest tropper, og de andre lande forventes at sende mellem 150 og 200 soldater. Rammenationerne for Letland og Estland er henholdsvis Canada og Storbritannien, hvor Danmark vil bidrage med tropper til sidstnævnte.

I lyset af de seneste beslutninger står NATO dermed stærkere i de baltiske lande og Polen. Litauen er tilfreds med tiltagene og ser dem som en understregning af NATO’s solidaritet med de baltiske lande, omend man helst så et solidere NATO-aftryk på baltisk jord i form af permanente NATO-allierede styrker og oplagt materiel.

FN

Litauen spiller normalt ikke en særligt aktiv rolle i FN. Litauen var imidlertid indvalgt i FN’s sik-kerhedsråd for perioden 2014-2015. Der var i den forbindelse et tæt samarbejde med de nor-diske lande til understregning af deres nære tilknytning til Norden. I februar 2014 havde Litauen formandskabet i Sikkerhedsrådet. Under det litauiske formandskab havde Sikkerhedsrådet sin første drøftelse af situationen i Ukraine. Ukraine er siden hen ved flere lejligheder blevet drøftet i sikkerhedsrådet på foranledning af Litauen.

Rusland

Forholdet til Rusland dominerede udenrigspolitikken i de første uafhængighedsår, ikke mindst ind til de sidste russiske tropper forlod Litauen den 31. august 1993. Litauen var det første af de tre baltiske lande, som indgik en grænseaftale med Rusland. Litauen har imidlertid endnu ikke gjort endeligt op med sovjettiden. Litauen ønsker fortsat erstatning fra Rusland for krænkelserne i sovjettiden, og Litauen ønsker fastslået, at kommunismen var en lige så stor forbrydelse som nazismen. Litauen ønsker endvidere de russere retsforfulgt, som medvirkede ved drabene på de 14 civile litauere under kampene ved TV-tårnet den 13. januar 1993. Alle krav, der må anses for ret umulige at få imødekommet, og som formentlig mest opretholdes af indenrigspolitiske grunde. De medvirker imidlertid til at forpeste forholdet til Rusland.

Litauens forhold til Rusland har varieret over tiden – ligesom det har været tilfældet for de andre baltiske lande. Rusland synes i et vist omfang at spille de baltiske lande ud mod hinanden. Normalt er der et land, der er mere inde i varmen end de andre to, og et land, der er mere ude i kulden. Alle tre baltiske lande har imidlertid pt. et anstrengt forhold til Rusland. Selv om retorikken varierer, næres der i Litauen en grundlæggende mistro til Rusland. Den militære opbygning, ikke mindst i Kaliningrad-distriktet, påtales ofte. Man har længe anset det vestlige syn på Rusland for naivt. Ruslands annektering af Krim og efterfølgende destabiliseringsaktivi-teter i det østlige Ukraine har midt i alvoren haft den positive virkning set med litauiske øjne, at Ruslands ”sande karakter” er blevet åbenbar for en større kreds.

Energiafhængigheden af Rusland har været en stadig kilde til konflikt. Litauen har bl.a. kritise-ret, at Rusland har taget en højere pris ved salg af naturgas til Litauen end til f.eks. Letland og Polen. Situationen er imidlertid ændret markant med åbningen af LNG-terminalen i Klaipeda (Se ”Indenrigspolitik”). Litauen har kritisereret opførelsen af atomkraftværker såvel i Kaliningrad som i Hviderusland tæt på grænsen til Litauen. Efter litauisk opfattelse overholder værkerne ikke gældende sikkerhedsnormer. Opførelsen af atomkraftværket i Kaliningrad synes indtil videre at være stillet i bero – formentlig af økonomiske årsager. Til gengæld er Hviderusland i gang med at bygge et atomkraftværk i Astravyets som ligger 50 km fra Vilnius. Byggeriet er blevet et vigtigt politisk emne i Litauen, hvor det får meget kritik fordi kraftværket i følge litauiske politikere og eksperter ikke lever op til internationale sikkerhedsstandarder.

Kaliningrad-distriktet og transitpassagen gennem Litauen mellem denne russiske enklave og Rusland har også fra tid til anden givet anledning til gnidninger.

Polen

Det problemfyldte forhold til Polen skyldes fortrinsvis uenighed om behandlingen af det polske mindretal (jf. ovenfor under ” geografi og befolkning”), men det har udviklet sig uproportionalt i forhold til stridens konkrete kerne. Konflikten synes i betydeligt omfang at have været per-sonbetinget. Den hænger også i nogen grad sammen med omlægningen i Polens udenrigspolitik til fordel for de store EU-lande. Litauen er simpelthen blevet mindre interessant for Polen, der derfor bedre kan tillade sig at have et dårligt forhold til landet. Som nævnt ovenfor erklærede Butkevicius-regeringen ved sin tiltræden, at den ville forbedre Litauens forhold til Polen. Både Butkevicius selv og udenrigsminister Linkevicius har taget konkrete skridt med henblik herpå. Disse skridt har ført til en vis forbedring i forholdet. Den fælles udfordring i forhold til Ukraine/Rusland har endvidere skubbet problemerne i baggrunden – uden dog at være løst.

Hviderusland

Forholdet til Hviderusland blev mere anspændt efter valget i 2010 og Hvideruslands efterføl-gende hårde kurs mod oppositionen. Litauen støtter EU’s sanktionspolitik, men gør samtidig gældende, at man må undgå, at Hviderusland drives endnu mere i armene på Rusland. For Litauen er det væsentligt, at Hviderusland forbliver en – også reelt – selvstændig stat. Litauen har både politiske og kommercielle interesser i forholdet til Hviderusland. Litauen huser en række hviderussiske NGO’er samt et ”eksiluniversitet”, European Humanities University (EHU). Universitetet flyttede til Vilnius i 2004, da det på grund af politisk pres ikke længere kunne operere i Minsk. EHU støttes af EU, Nordisk Ministerråd og en række bilaterale donorer.

Ukraine

Vedrørende Ukraine er man stærkt bekymret over den russiske fremfærd. Litauen er blandt de stærkeste fortalere for omfattende sanktioner overfor Rusland samt udstrakt vestlig støtte til Ukraine. Ruslands annektering af Krim og etablering af en ”frossen” konflikt i det østlige Ukrai-ne anses for totalt uacceptabelt. Efter litauisk opfattelse er det afgørende at stoppe den russi-ske fremfærd i Ukraine – også af hensyn til det øvrige Europa. Man håber, at Ukraine på sigt vil gennemgå en transformation og blive knyttet tættere til EU og NATO.

Østligt Partnerskab

Både Hviderusland og Ukraine indgår i EU’s Østlige Partnerskab, der endvidere omfatter Mol-dova, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Litauen er en stærk fortaler for dette samarbejde, som var en hovedprioritet under det litauiske EU-formandskab i 2. halvår 2013 med bl.a. af-holdelse af et topmøde i Vilnius i november 2013, hvor en række aftaler blev indgået med partnerlandene. Man var skuffet over det temmeligt magre resultat af topmødet i Det Østlige Partnerskab, der blev afholdt i Riga i 2015 under det lettiske EU-formandskab. Selv om situati-onen er vanskelig, ønsker man fortsat at udvikle Det Østlige Partnerskab – med en differentie-ret tilgang til de enkelte partnerlande.

Nordisk-baltisk samarbejde (NB6 og NB8)

Danmark har et nært samarbejde med Litauen i EU-spørgsmål. Der holdes jævnligt møder i den nordisk-baltiske kreds (NB6) forud for vigtige drøftelser i Bruxelles i et forsøg på at skabe fælles nordisk-baltisk fodslag. I 2015 havde Danmark formandskabet for det nordisk-baltiske samarbejde, både i hele kredsen (NB8) samt i kredsen af EU-medlemmer (NB6). Samarbejdet med de øvrige baltiske og de nordiske lande prioriteres meget højt, både samar-bejdet inden for hele gruppen (NB8) og inden for EU-kredsen (NB6). Ikke mindst præsident Grybauskaitė har siden sin tiltræden offentligt understreget den vægt, Litauen lægger på sam-arbejdet med de nordiske lande. De baltiske lande har indbyrdes etableret et formaliseret samarbejde efter den nordiske model, men dog knapt så vidtgående.