Dansk pas
Pasudstedelse
Grundet indførelsen af biometriske pas pr. 1. januar 2012 kan der ikke søges om udstedelse af pas på ambassaden i Vilnius. Der henvises i stedet til ambassaderne i Riga og Warszawa, og information vedrørende ansøgning om pas samt ansøgningsskema kan findes på hjemmesiderne for ambassaderne i Riga og Warszawa.
Dit nuværende pas er stadigt gyldigt indtil udløbsdatoen.
På ambassaden i Vilnius kan der dog stadig søges om forlængelse af allerede udstedte pas samt om udstedelse af provisoriske pas i nødstilfælde.
For børn under 12 år (som ikke skal afgive fingeraftryk) er det fortsat muligt at søge om pas på ambassaden i Vilnius. Bemærk, at der skal medbringes to pasbilleder, samt at begge forældremyndighedsindehavere skal give samtykke.
Der henvises i øvrigt til mulighederne for at indgive ansøgning ved kommunerne i Danmark samt ved de øvrige danske pasudstedende repræsentationer. På denne liste kan du se, hvilke danske repræsentationer, der kan udstede almindelige biometriske pas, og hvilke der kun kan udstede nødpas (provisoriske pas).
Om de biometriske pas
Siden 2012 skal alle nye danske pas være biometriske, dvs. indeholde digitale fotos, fingeraftryk og underskrifter. Dermed skabes der langt større sikkerhed for, at passet ikke kan forfalskes eller misbruges.
Beslutningen om indførelse af fingeraftryk i pas er en central beslutning i EU som led i bekæmpelsen af terrorisme, menneskehandel, menneskesmugling, ulovlig indvandring og anden grænseoverskridende kriminalitet. Med de nye biometriske pas sikres danske statsborgere muligheden for fortsat at kunne rejse til lande, der på sigt vil kræve den type pas ved indrejse.
De nye pas kræver installation af særligt udstyr til optagelse af fotos, fingeraftryk og underskrift. Ansøgningerne skal modtages og behandles af særligt bemyndigede medarbejdere, der vil få adgang til visse oplysninger i det centrale personregister, CPR.
Bevarelse af dansk statsborgerskab
Reglen om bevarelse af dansk statsborgerskab fremgår af indfødsretsloven §8.
Mere info kan findes på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside.