Spring til indhold

Ambassaden søger to praktikanter til efteråret 2021

15.02.2021  08:26
På ambassaden i Vilnius får du som praktikant mulighed for at beskæftige dig med spændende problemstillinger inden for både handel, økonomi, politik, kultur og samfund i et baltisk land, der er i rivende udvikling med bl.a. effektiv genopretning af økonomien ovenpå coronakrisen og væsentlige sikkerhedspolitiske udfordringer. 2021 er desuden året, hvor Danmark og Litauen kan fejre 100-års jubilæum for etableringen af de dansk-litauiske diplomatiske relationer og 30-års jubilæum for genetableringen efter Litauens genvundne selvstændighed. Disse jubilæer vil blive fejret med manér i løbet af året, så der er i høj grad noget at se frem til! 
 
I Vilnius er vi en lille ambassade, hvor alle arbejder tæt sammen, og praktikanterne spiller en essentiel rolle i det daglige. Der er derfor mulighed for at få stort ansvar og blive inddraget i alle faser af det diplomatiske arbejde. Du kommer til at blive en afgørende del af en dansk arbejdsplads i et internationalt miljø med afvekslende hverdage både på kontoret og ude af huset. 
 
Vilnius er samtidig en pragtfuld by at bo og leve i. Byen er præget af dens historiske fortid samt centralt placerede universitet og har derfor masser af kulturelle oplevelser og aktiviteter at byde på. Vilnius er også et fantastisk udgangspunkt for at opleve mere af Baltikum og de omkringliggende lande, og du får gode muligheder for at møde internationale praktikanter fra andre landes ambassader. 
 
Praktikant i den politiske afdeling 
Som politisk praktikant er dit fokus bl.a. på Litauens sikkerhedspolitiske situation, der i høj grad er præget af Ruslands adfærd gennem de senere år, og som ligeledes har høj prioritet i dansk sikkerhedspolitik. Litauen grænser også op til Hviderusland, og man følger den aktuelle situation her meget tæt i litauisk politik og samfund. Derudover deltager Danmark aktivt i at sikre stabiliteten i denne del af Østersøregionen, først og fremmest via NATO. Der er jævnligt danske F16-fly på vingerne fra Litauen som en del af Baltic Air Policing. Samtidig udfordres Litauen af hybride trusler såsom cyber-angreb og eksterne forsøg på påvirkning af befolkningen. Om disse emner kommer du også til at arbejde sammen med ambassadens forsvarsattaché. Endvidere kommer du til at arbejde med EU-politik, hvor du bl.a. i lyset af Brexit og andre europæiske strømninger får indblik i de nye samarbejdsmønstre, der udvikler sig i disse år, og generelt får du indblik i, hvordan både EU og diplomatiet fungerer i praksis. 
 

Typiske opgaver for den politiske praktikant

  • Research og udarbejdelse af økonomiske og politiske delanalyser, briefinger, præsentationer m.m.
  • Udarbejdelse af rapportudkast til Udenrigsministeriet og andre danske myndigheder, bl.a. om Litauens holdninger til emner, der behandles i EU og NATO.
  • Bidrage ved besøg fra danske delegationer mv.
  • Udarbejdelse af bidrag til nyhedsbrev på forsvarsområdet for de baltiske stater.
  • Bidrage med indhold til forskellige magasiner og online nyhedsbreve, hjemmesideredigering og public diplomacy.
  • Ad-hoc baserede opgaver, der kan variere betydeligt i indhold og omfang.

Praktikant i handelsafdelingen

Som handelspraktikant er dit fokus på at understøtte danske virksomheder, der er eller gerne vil etablere sig i Litauen. Litauens økonomi er i international sammenligning mindre ramt af coronakrisen og forventes hurtigt at komme tilbage i et højt gear. Landets økonomi har de seneste år være præget af høje vækstrater, og en af ambassadens primære opgaver er at rådgive og hjælpe danske virksomheder på dette spændende marked. Denne opgave løses ved tilbyde skræddersyede løsninger, som du er med til at udvikle. Nogle af ambassadens handelsmæssige fokusområder er energi, klima og infrastruktur. Som en del af arbejdet i handelsafdelingen er der også stort fokus på public diplomacy og promovering af Danmark i den litauiske befolkning.

Typiske opgaver for handelspraktikanten

  • Løsning og koordinering af opgaver for danske virksomheder med interesse i Litauen såsom partnersøgning, markedsundersøgelser og udarbejdelse af rapporter.
  • Kontakt til virksomheder, mødebooking, forberede eksportfremstød og deltage i møder.
  • Research og udarbejdelse af økonomiske og handelsrelaterede delanalyser, præsentationer m.m.
  • Indgå i det nordisk-baltiske samarbejde mellem handelsafdelingerne på ambassaderne i landene.
  • Kombinere public diplomacy og kommercielle aktiviteter og bidrage med indhold til forskellige magasiner og online nyhedsbreve, hjemmesideredigering og public diplomacy.
  • Ad-hoc baserede opgaver, der kan variere betydeligt i indhold og omfang.

Kvalifikationer

Ansøgere forventes at være studerende på en kandidatuddannelse, eksempelvis statskundskab, samfundsfag, økonomi, handel, jura, historie og kommunikation, men studerende fra andre områder opfordres også til at søge, hvis de mener, at de opfylder praktikstillingens kriterier.

Vi lægger vægt på, at du kan arbejde selvstændigt, men også har gode samarbejdsevner. Du skal kunne tale og skrive flydende på både dansk og engelsk, og vi forventer, at du kan formulere dig præcist og kortfattet på skrift.

Praktisk information

Praktikperioden strækker sig fra 1. august 2021 til 31. januar 2022, og arbejdstiden er 37,5 timer om ugen.

Praktikopholdet er ulønnet, men ambassaden yder et tilskud til faste udgifter forbundet med praktikopholdet. Leveomkostningerne er generelt lavere end i Danmark. Du er selv ansvarlig for at finde bolig, men ambassaden vil kunne være behjælpelig hermed. Det er normalt muligt at få SU under opholdet, men det afhænger af den enkelte uddannelsesinstitution og SU-styrelsen. Praktikopholdet skal bidrage til din uddannelse og vil blive tilrettelagt på en måde, der vil kunne sikre meritoverførsel, hvis dit studiested tillader det.

For yderligere information vedr. stillingen som politisk praktikant kan souschef Jakob Kromann kontaktes på tlf. +370 (699) 40 052. Henvendelser vedr. stillingen som handelspraktikant skal rettes til Senior Commercial Advisor Vilma Jarašiūnienė på tlf. +370 5264 8782.

Hvis du er interesseret i at høre om hverdagen som praktikant eller har studierelaterede spørgsmål, kan du kontakte ambassadens nuværende praktikanter. 

Ansøgning

Send din motiverede ansøgning til ambassaden inkl. CV, karakterudskrift og evt. anbefalinger i én samlet PDF-fil til vnoamb@um.dk med emnefeltet ’Praktikant’ efterfulgt af dit navn, og hvilken stilling du søger. Du får en kvittering for modtagelse. Ansøgningsfristen er 28. februar 2021.

Vi glæder os til at høre fra dig.



Seneste nyt

    Se alle