Dansk støtte til Ukraine
Danmark udviser solidaritet med Ukraine gennem den bredspektrede og langsigtede støtte, som vi har ydet bilateralt, multilateralt og i samarbejde med partnere og allierede i EU og NATO. Siden krigens udbrud er den bilaterale støtte til Ukraine nået op på ca. 31,5 mia. kr. i militær støtte og ca. 3 mia. kr. i civil støtte. Den civile støtte udgøres af ca. 2,3 mia. kr. i bevillinger, ca. 700 mio. kr. til garantistilling og garantiordning. Den samlede støtte er ekskl. bidrag gennem EU.
Danske fokusområder inkluderer blandt andet militær støtte, humanitære og akutte indsatser, finansiel støtte til den ukrainske stat, accountability, minerydning, beskyttelse af kvinder og børn, genopbygning – inkl. et særligt partnerskab med Mykolaiv – og anti-korruption.
Regeringen har, sammen med partierne bag aftalen om etableringen af Ukrainefonden af 15. marts 2023, afsat i alt yderligere 21,9 mia. kr. til militær støtte til Ukraine i regi af Ukrainefonden, fordelt over 7,5 mia. kr. i indeværende år, 10,4 mia. kr. i 2024 og 1 mia. kr. årligt i 2025-2028. Der er tale om mere end en fordobling af den militære støtte, Danmark indtil nu har givet til Ukraine. Det substantielle løft af støtten til Ukraine betyder, at Danmark i 2023 og 2024 har afsat midler til at leve op til NATOs målsætning om at bruge 2 pct. af BNP på forsvar og sikkerhed.
Se hele oversigten over støtte her